Helmut Schamberger, maler og håndværker fra Außerfern i det vestlige Østrig, har et mangeårigt venskab med David Feldbrügge og et fast samarbejde med Lehm-Laden. For nylig mødtes de igen på Denkmal-messen. Her taler de om naturmaling i malerfaget.
Kære Helmut, dejligt, at du lige efter messen har fundet tid til i ro og mag at tale igen om dit arbejde.
I malerfaget er konventionelle produkter jo meget udbredte; bruger du i din virksomhed kun produkter af naturlige råstoffer, eller kommer der også konventionelle malinger i brug engang imellem?
Jeg arbejder også med konventionel maling, men efterhånden meget lidt. Jeg er glad for, at jeg har skåret dispersionsmalingen ned til et minimum. Mit hovedfokus ligger på kalkpuds, og jeg arbejder også lidt med ler. Når jeg maler med sumpkalkmaling, for eksempel fra Kreidezeit, er det meget taknemmeligt at arbejde med og giver altid et flot resultat.
Mit firma er indrettet sådan, at jeg for det meste arbejder med mindre flader, ikke tusindvis af kvadratmeter. Men så sniger der sig af og til noget konventionelt ind. Det er måske gamle, søde kunder, hvor man godt kan se igennem fingre med det. Og så ved jeg også straks, hvorfor jeg egentlig arbejder med naturmaling, når jeg igen ser arbejdet med den konventionelle maling.
Så du har slet ikke en god fornemmelse ved det?
Det er jo den der mærkeligt sødlige lugt. Nogle af de konventionelle produkter er selvfølgelig nemme at arbejde med. Men rigtig godt er det ikke. Det kan jo ikke passe, at man under arbejdet gang på gang skal holde vejret eller lufte ud. At dufte frisk kalk på byggepladsen eller en dispersionsmaling – det kan man simpelthen ikke sammenligne.
Malerfaget er et af de fag, hvor der forarbejdes rigtig meget byggekemi. Måske kommer fliselæggere op på siden af det, eller områderne puds og tætning. Men her handler det jo om alle de overflader, der skaber menneskers boligrum.
Ja, præcis, der er så at sige direkte kontakt med rumluften.
Hvad laver du i din virksomhed? Betjener du slutkunder, der allerede bor i deres hus, ved at renovere husene for dem?
Både og. På den ene side er det enkeltstående opgaver, når folk allerede bor der, og jeg laver stuen, soveværelset eller børneværelset. Eller på den anden side nybyggeri: Dem, der vil have råd til det, får så det hele udført med naturlige byggematerialer. Hvor man for eksempel simpelthen går hele vejen igennem med Hessler, væv og kalkhæftepuds og laver en flot overflade.
Og husbyggere, der selv vil stå for den indvendige færdiggørelse, kommer også jævnligt til mig for at få rådgivning om, hvilke muligheder der er. Så opstiller jeg tre-fire varianter, hvad enten det er det lidt mere krævende ler, det lidt enklere kalk eller i det mindste den rene maling. Så beslutter folk, hvad der passer dem bedst. Jeg stiller materialet til rådighed, og hvis det ønskes, kommer jeg også ud på byggepladsen med råd og dåd, arbejder lidt med og giver tips. Og først når de ved nok og føler sig sikre, går jeg igen, men er stadig til rådighed telefonisk, hvis der er spørgsmål.
Ja, det er også altid dejligt. Jeg har ofte oplevet: Når bygherren arbejder med, værdsætter de arbejdet meget mere, fordi man simpelthen ved, hvor meget arbejde der ligger i det. Og tolerancen over for fejl stiger også.
Ja, det sætter vi alle stor pris på.
Lad os vende tilbage til dine byggepladser. Du sagde jo, at du laver nybyggeri, men at du også renoverer, mens folk bor i huset, og at du arbejder sammen med kunderne. Hvad af det kan du bedst lide?
Puha. Godt spørgsmål. Egentlig er det hele dejligt, og det har alt sammen noget for sig. Mest spændende er det jo, når man har en åben kunde. Så er nybyggeriet som regel også interessant, når man kan bidrage kreativt og ikke bare gør alt hvidt fra ende til anden. Det har bestemt sin charme.
Men renovering er naturligvis også helt fantastisk: Rummet er jo egentlig det samme, og alligevel ikke. Når man kommer ind, genkender man det ofte slet ikke, også hvad angår følelsen og den energi, det så udstråler. Der har man, tror jeg, næsten mere før-efter-effekt end ved nybyggeri. Når kunderne kendte deres gamle rum i forvejen og så opdager det nye for sig selv, er de endnu lidt mere begejstrede.
Og også det at arbejde sammen med folk – det hele har egentlig noget for sig. Jeg ville ikke kun lave én af delene hele året rundt. Afveksling gør livet dejligt, ikke? At være bredt funderet har bestemt noget for sig. Man er altid tæt på materialet. Det er den røde tråd, der går igennem det hele.
Hvilket enkelt og vigtigt første tip ville du give en maler, der vil væk fra dispersionsmaling og gerne vil i gang med at forarbejde produkter af naturlige råstoffer? Hvad skal han være opmærksom på? Og hvilke argumenter virker bedst, når du vil anbefale naturmaling over for kunderne?
Det er selvfølgelig selve materialets renhed. Det er jo hovedargumentet, som kunderne sætter pris på, uanset om de får det udført eller gør det selv. Den, for hvem det er vigtigt, synes, at det ekstra arbejde eller de ekstra omkostninger er det værd. Udløseren er ofte et problem. I hvert hus er der problemområder som vindueslysningerne, som man ikke har kunnet få styr på med noget. Og når for eksempel en skimmelsanering fungerer på denne måde, så er det ret overbevisende. Begyndelsen er gjort, og ofte vil de kunder, der én gang har fået naturmaling, ikke tilbage.
Tilbage til den helt almindelige maler, der altid bruger dispersionsmaling og spartler med gips: Hvad ville du sige til ham? Ville du invitere ham ud på din byggeplads, så han kunne være med hos dig, og vise ham, hvordan det kan gøres anderledes?
Ja, selvfølgelig. Lige nu pudser jeg mere, end jeg maler. Jeg er ikke udelukkende maler.
Forestil dig, at underlaget allerede er lappet, der er kun riller og revner i det. Og før han går i gang med standardvaren fra byggemarkedet, siger jeg til ham: Prøv dog det her. Hvor fantastiske og fine tingene så er. Og at vise: Det går ikke i stykker i dag, du kan arbejde videre med det i morgen. Det er dejligt, når man kan demonstrere, hvad sådanne produkter kan. For eksempel: Et godt underlag er forbehandlet, og så går du hen over det med vand og ser, hvordan det siger ssssst – og vanddråben er væk. Og på den anden side et dårligt underlag, hvor du kommer vand på og som resultat står med en pøl på gulvet. Og det gode underlag er kun ubetydeligt dyrere end standardgrejet fra byggemarkedet. Og færdighederne er jo også til stede: Du kan holde glittespartlen rigtigt, skal bare være opmærksom på to-tre ting og gøre det lidt anderledes. Så ville jeg selvfølgelig være fyr og flamme.
Lige nu arbejder jeg alene, og mine to hænder rækker kun så langt, derfor synes jeg, selvbyggerprojekter er så dejlige: Der har man igen mange hænder. Og for mig handler det jo om, at så mange mennesker som muligt får gavn af de her ting. Jeg deler meget gerne min viden. Det er jeg altid åben for. Hvis nogen er nysgerrig, siger jeg altid: Kom med. Jeg er ikke hønen, der sidder alene og ruger på ægget, og jeg har ikke konkurrencetænkning i den forstand. Det er dejligt, hvis vi bliver flere. Markedet vokser, så der er stadig plads nok til andre.
Det er dejligt, og det er også meget udbredt i branchen for naturlige byggematerialer. Det hører jeg igen og igen. Konkurrencetænkning findes egentlig ikke. Nu har vi talt rigtig meget om vægoverflader – laver du også træoverflader, altså trægulve, eller arbejder du også udendørs?
Ja, når jeg nu engang laver noget i træ udvendigt, så arbejder jeg med olierne. Især ved vinduerne sørger jeg for, at de gamle belægninger virkelig er fjernet helt, og først derefter bygges overfladen op på ny med olie. På længere sigt bliver vedligeholdelsen derved meget lettere. Tag ekstraarbejdet én gang, så går det virkelig lettere bagefter. Og facader? Ja, en gang imellem bruger jeg silikatmalingerne fra Beeck, alt efter hvad underlaget kan klare. At olie eller lægge gulve er egentlig ikke noget, maleren gør i Østrig.
Hvilken maling vil du så anbefale til en selvbygger? Ler-, kalk- eller silikatmaling?
Jeg argumenterer altid gerne for silikatmalingen, fordi den har det rationelle med sig. Lermaling er også fantastisk. Den kræver lidt ekstra arbejde, men den er hurtigere at påføre end sumpkalkmalingen. Den kræver sin mand, fordi man simpelthen er henvist til penslen. Der kan man ikke længere bruge rullen.
Så du arbejder helst med rullen?
Ja, bestemt. Men den smukkeste overflade opnår man selvfølgelig med penslen. Pænt i liggende ottetaller. Når man er to, kan den ene påføre med rullen og den anden efterstryge med penslen. Eller tyndt med rullen og så finishen med penslen bagefter, fordi det er så dejligt at udbedre, når man har boet der et år eller to. Det giver et skyet udtryk og den største charme.
Det er også altid min anbefaling. Jeg elsker dette krydsstrøg og den smukke, jævnt-ujævne struktur, der opstår. Og hvad med silikatmalingerne? Hvilken producent satser du på der? Hvilke malinger arbejder du meget med?
Allerede med Biosil fra Keim. Selvom ... nu efter messen henter jeg i hvert fald et parti Beeck, ikke kun til facaden, men også til indendørs brug. Den koster en euro mere, men det er den helt sikkert værd. Men man er jo et vanemenneske. Og når man allerede har brugt et produkt i de mest forskellige situationer og kender det indgående, føler man sig tilsvarende på sikker grund. At skifte producent er derfor altid en vis hurdle. Selvom omstillingen fra én kvalitetssilikatmaling til en anden kvalitetssilikatmaling sikkert ikke er så stor, som når en konventionel maler skifter fra dispersionsmaling til ler- eller kalkmaling. Det er en helt anden udfordring.
Da jeg dengang begyndte at sætte mig ind i de her ting, krævede det en hel del læsning, research og afprøvning, selvom jeg altid har været åben over for og interesseret i naturlige byggematerialer. Jeg måtte virkelig føle mig frem, især når resultatet skal være perfekt. Fra grunding af et ensartet sugende underlag til den færdige overflade – det er altså helt anderledes. Du skal gentænke alle detaljerne: Akrylfuge som standard er pludselig ikke længere valget. Du er nødt til at tænke om og acceptere, at alt er lidt mere besværligt. Men på lang sigt giver det jo mening.
Vil du fortælle mig lidt mere om facadeisoleringssystemer? Hvilke tilgange har du dér, indvendig eller udvendig isolering? Hvad ser du som en fornuftig løsning med naturlige byggematerialer?
Tja, i nybyggeri er det klart, at man så vidt muligt undlader den slags. Hvis det allerede sidder på hele huset, er spørgsmålet, om nogen virkelig vil udsætte sig for nedrivningen og tage det skidt ned. Indvendig isolering er da en løsning, men den er ikke særlig udbredt hos os. Vi har desværre ikke så mange smukke gamle bindingsværkshuse og andre bevaringsværdige facader, hvor man så kan isolere huset „bid for bid“. Jeg har engang isoleret en dårligt renoveret lejlighed indefra med kalciumsilikatplader, men generelt forekommer det kun sjældent her. Privat har jeg bygget med hampesten og isoleret taget med træuld. Arbejdsmæssigt laver jeg det ikke. Større virksomheder laver udvendig efterisolering og tørbyggeri.
I Tyskland er mange virksomheder presset til det yderste med deres arbejde og kan ikke finde faglært arbejdskraft – og i Østrig? Hvordan vil du vurdere den økonomiske situation for de østrigske håndværksfag? Hvordan ser din ordrebeholdning ud? Har du meget arbejde? Har du og/eller finder du medarbejdere?
Tilsvarende. Selvom det nu vender lidt igen med finansieringen og det hele. Inden for byggeri og lignende bliver luften tyndere. Men maleren er jo bredt funderet. Man arbejder jo også i beboede boliger som renoverer og forskønner. Der slår det selvfølgelig ikke så kraftigt igennem, som hvis man udelukkende var afhængig af nybyggeri. Men også her gælder det dominerende problem, der går på tværs af brancherne: Der er mere arbejde end gode faglærte. Jeg er glad for, at jeg er enkeltmandsvirksomhed. Vi har organiseret os her: Vi er et lille opland her i Tyrol, på den ene side den tyske grænse, på den anden side bjergkæden. Vi er ret egenrådige her, det er sikkert derfor, det hedder Außerfern. I denne lille mikrokosmos har vi fundet sammen i et lille arbejdsfællesskab. Der er to-tre andre, man taler kort sammen, når der er noget større, og om vi vil udføre det sammen. Det fungerer godt og pålideligt. Og efter projektet går hver især sin vej igen.
Hvordan organiserer I dette netværk? Er det én, der skaffer opgaven og laver aftalerne med kunden? Og arbejder den ene så for den anden på timeløn?
Det bedste er, hvis bygherren gør det muligt, at hver enkelt afregner direkte.
Direkte med kunden?
Ja. Både og. Enten tager man nogen med i sin egen afregning og får altså en faktura fra den venligtsindede virksomhed. Eller også afregner hver især direkte. Vi aftaler det alt efter konstellation og kunde. Når det gælder mangelansvar, vil mange for eksempel have én kontaktperson og ikke tre. Og der er ofte én, som materialet går igennem, og det er så som regel mig.
Hvordan ser du tendensen? Lige nu viser det sig jo, at det økonomisk måske går lidt ned ad bakke igen, og at det store byggeboom er forbi. Tror du, at boomet for naturlige byggematerialer også aftager i denne afmatning, at det forbliver det samme, eller at det alligevel – eller netop derfor – endda tiltager?
Tendensen er stigende. Dette marked er jo relativt set stadig et lille nicheområde. Jeg tror bestemt, at væksten vil fortsætte, det er jeg faktisk sikker på. Man skiller sig jo ud fra de sædvanlige konkurrenter og har en merværdi. Hvis man er kopien af kopien af kopien, har man det helt sikkert sværere med stadig at opnå brugbare priser for arbejdet, altså at være sin pris værd. Men hvis man går mere i dybden, sådan som du gør med Lehm-Laden, så går du nu ind i selve grundsubstansen i byggeriet. Der har de naturlige byggematerialer selvfølgelig den allerstørste fordel. Det betragtes måske stadig lidt som luksus, når man opgraderer en „konventionel“ bygning med naturlige byggematerialer.
Mange tak for dine åbne ord og for din åbne indstilling til livet og arbejdet. Det er fantastisk og vigtigt, når folk fra det naturnære byggeri rækker hånden ud til andre og hjælper dem over i dette brede og mangefacetterede felt, hvor der stadig er brug for mange flere hænder og hoveder.