Segl – et stort emne.

Nogle af dem er lige så ærlige som falske løfter, etiketter og emballage.

Mærker giver en følelse af sikkerhed: „Det har nogen kontrolleret, der ligger kvalitet bag“ – hvad man så end skal forstå ved kvalitet. (Gå lige med mig ned i supermarkedet og kig med mig i grøntafdelingen: Der sidder et eventyrligt skinnende klistermærke på melonen med påskriften: „Fra kontrolleret dyrkning.“ Forestil dig det: Der går faktisk nogen ud på melonmarken og kontrollerer den. Fantastisk!)
Kynisme til side: Desværre er mange mærker hjemmelavede. Også vi i Lehm-Laden kunne skabe vores eget mærke for på den måde at vinde din tillid. (Det er egentlig ret uforståeligt, hvordan dette blålys kan bestå og få lov at bestå: En koncern får til egne interesser eller produkter udarbejdet vurderinger af særligt rekrutterede eksperter – fra egne rækker – som forsynes med et firmaets eget mærke. Absurd.)

Den inflationære brug af mærker skal fremhæve produkternes høje kvalitet og bilder os ind, at der er tale om gennemsigtigt arbejde. Og til dels gør det også produkt og producent gennemsigtige – eller simpelthen blot gennemskuelige. I bedste fald opfordrer det os til at tage sagen kritisk i øjesyn.

Det mest udbredte mærke er Der Blaue Engel (Den Blå Engel): Det ser ekstremt godt ud og giver en rigtig god følelse: Jeg har noget af høj kvalitet, noget helt korrekt. Den Blå Engel siger dog intet om, hvor godt, fair og i øvrigt rigtigt produktet virkelig er. Med Den Blå Engel erklæres det faktisk, at det aktuelle produkt er blevet forbedret i forhold til forgængermodellen – efter hvilke kriterier det så end måtte være. Men er det ikke sådan i erhvervslivet, i produktudviklingen, i ingeniørkunsten, at det er et stadigt og konstant mål at gøre alle produkter „bedre“ end deres forgængere – i hvilken henseende det så end måtte være? Følgelig ville ethvert produkt have fortjent en Blå Engel, men kun de produkter, hvis producenter betalte for det, pynter sig med den. Gennemslagskraft: nul.