D: Er I så også med i planlægningen? Eller kommer I ud, og arkitekten har forberedt det hele, og I udfører bare? Eller i hvor høj grad får I lov til at være med til at bestemme?

H: Overordnet set er det en blanding. Halvdelen af tiden har vi arkitekterne, der kommer med deres krav, den anden halvdel er vores rådgivning om, hvordan man så udfører eller griber det an. Vi har ofte kunder, der søger lerpudsere, som godt nok kunne få fat i andre, men som specifikt vil have lerpudsere. For eksempel har vi pudset et Thoma Haus. Der ville kunden ikke lukke hvilken som helst pudser ind, der havde han brug for en ordentlig lerpudser.

D: Og når du siger Thoma Haus, har I så med bygherrerne at gøre, som I rådgiver? Kender I altså de mennesker, I arbejder for?

H: Ja, de henvender sig til os. I Sydbayern er der ikke mange lerpudsere, som også påtager sig større opgaver. Der findes godt nok nogle få soloarbejdere, men hvis bygherren insisterer på, at det skal være færdigt inden for en bestemt tid, så har han brug for nogen, der også kan få noget fra hånden.

D: Stikord: enegænger. Hvordan oplever I manglen på nye fagfolk? I er jo nu to.

O: Vi er 2,5. Vi har en medarbejder, der er hos os på halv tid, altså tre dage om ugen. Vi leder desperat efter flere medarbejdere.

D: Hermann, vil du fortælle mig, hvordan du kom ind i lerbyggeriet? Hvad er dit “oprindelige fag”?

H: Jeg er uddannet murer. Derefter tog jeg i to år min mesteruddannelse som bygningstekniker og rejste til Afrika. Efter rejsen startede jeg i 1987 som selvstændig i Wasserburg. Dér lavede vi i begyndelsen meget renovering af gamle bydele. Jeg har altid interesseret mig for biologisk mad, biologisk byggeri og plantemangfoldighed. For mig hænger det hele sammen. I 1995 pudsede jeg så for første gang med ler i Hermannsdorf hos familien Schweisfurth. Schweisfurth var dengang en pioner inden for bio-slagterfaget.

D: Ja, vildt, jeg er knap 40, og min ryg kan allerede nu ikke klare det mere. Tillykke! Og Oskar, du er som Hermanns søn vokset op med det.

O: Ja, det har bare altid hørt med og været sjovt. Jeg er ligesom vokset ind i det.

D: Har du undervejs også haft et andet erhverv?

O: Nej, jeg blev direkte uddannet som murer. Og ja, så tog jeg mester- og teknikeruddannelsen, og nu også uddannelsen som bygningsbiolog hos IBN i Rosenheim.

D: IBN ligger jo lige om hjørnet. Har I forbindelser dertil? Har I pudset bygningen?

O: Vi fik forespørgslen, men vi havde desværre ikke tid. Vi kan desværre ikke påtage os alt. Det er problemet.

D: I arbejder meget. Hermann, når du stadig arbejder som 64-årig, må I være meget godt organiseret, så I kan arbejde og samtidig spare på kræfterne og energien, ikke?

O: Ja, vi gør alt for at gøre arbejdsgangene lettere for os. Vi bruger meget læsser eller palleløfter. På byggepladsen har vi desuden lette stilladsbukke af aluminium, det er en virkelig lettelse.

D: Hvor gammel er du, Oskar?

O: 35

D: Og hvorfor tror I, at I ikke kan finde nye folk? I er en moderne virksomhed, arbejder med moderne byggematerialer og har fede byggepladser – hvad kan det skyldes?

H: Måske er folk bange for at gå ind i en familievirksomhed og have to chefer. Det andet er politikken, som giver indtryk af, at hvis man kommer beskidt hjem fra arbejde, er man andenrangs.

D: Hvad arbejder folk i jeres region typisk med? Jeg kommer spontant til at tænke på BMW i München.

H: Vi har amtssygehuset og klinikken for retspsykiatri i Wasserburg. Så har vi Inntal-Werkstätten for mennesker med funktionsnedsættelse og en masse industri: yoghurtproducenten Bauer og den ligeledes konventionelle mælkeforarbejdende virksomhed Meggle. En ufaglært medarbejder hos Meggle tjener langt mere end en faglært hos os. RKW-koncernen får produceret folier og anden plastemballage i Wasserburg, og medicinalindustrien har vi også lokalt med Recipharm. For en by med kun 14.000 indbyggere har vi altså rigtig mange jobtilbud.

D: Det vil sige, at der er stærk konkurrence fra industrien. Hvilke idéer og incitamenter kunne man give politikerne for at ændre noget? Hvad siger jeres håndværkskammer?

H: Der bliver jo talt meget om manglen på faglært arbejdskraft i politik. Der burde hurtigst muligt gøres noget, men intet ændrer sig. Lønningerne burde selvfølgelig hæves, men så skal kunderne også betale mere. Sådan vil det altid være. En lærer har sin grundløn. Hun vil aldrig regne ud, hvor meget hun koster staten i timen. Og så kommer du som håndværker og vil have 65 euro i timen. For lærere opstår det spørgsmål slet ikke.

D: Og hvordan er det med anerkendelsen af jeres arbejde? Når I er færdige med en byggeplads, er I så stolte, og får I også anerkendelse fra kunden?

O: Ja, de bliver altid glade. Det er bare sjovt. Du forlader byggepladsen, og alle er glade. Vi er glade, fordi vi har gjort et godt stykke arbejde, og kunderne takker dig for det.

D: Det er da en klar fordel, som I har i forhold til industrien. Der producerer du et eller andet tankeløst og ved ikke hvad, hvorfor og til hvem. I får jo en helt anden anerkendelse som håndværkere.

H: Tja, BMW reklamerer med slogans som “Glæde ved at køre” eller “premiumbil”. Begreber som “Premium” eller “Deluxe” er ikke beskyttede, men medarbejderne hos BMW er bestemt tilfredse og stolte. De er “Premium” hos BMW, selv om de bare er et nummer. Industrien formår altså ret godt gennem reklame og markedsføring at få medarbejderne til at føle sig anerkendt i samfundet.

D: Ok, hvilke andre fordele har håndværket? Hvordan kan man lokke unge mennesker ind i håndværket?

H: Jeg tror nu, at det kun kan lade sig gøre med en bedre løn.

O: Tja, anerkendelse også. Når du behandler dine medarbejdere som et familiemedlem og lader dem få del i virksomhedens succes, betyder det rigtig meget.

D: Og hvordan ser jeres arbejdsdag ud? Hvis jeg nu forestiller mig, at jeg arbejder i industrien, så ringer klokken kl. 9, og jeg skal spise i kantinen i 15 minutter, selvom jeg slet ikke er sulten endnu. Der er en håndværksvirksomhed med tre mennesker, der arbejder sammen, jo meget mere fleksibel og hyggeligere. Kan man også reklamere med den slags? Hvordan ser jeres hverdag ud?

H: Ja, vi mødes foran vores kontor eller henter arbejderne hjemmefra. Hidtil har vi altid betalt transporten og morgenmaden. Nu kører vi sammen og holder formiddagspause kl. 9 sammen i teamet. Vi henter noget hos slagteren, eller hvis der er en kro, så går vi derhen og spiser sammen. Dem skal man jo også støtte. De lider jo lige så meget som vi.

D: Det lyder da meget rart.

O: Man vil jo også gerne se noget der, hvor man arbejder. Du vil jo ikke kun være på byggepladsen, men også lære stedet og folkene at kende. Det er nu meget rart.

D: Fortæl da en historie om en smuk, spændende byggeplads. Vælg selv en!

H: Der kunne vi fortælle om en stor byggeplads i Schweiz.

O: Der var vi næsten fem måneder på en hytte. Hver anden uge tog vi hjem i 4 til 5 dage. I weekenden måtte vi alligevel ikke arbejde i Schweiz, så tog vi på udflugter. Det var sjovt.

D: Og hvad lavede I der?

H: Ja, det var en betonbygning. Så vi tog først Ler-underpuds lavet, alt med HP 14 fuldspartlet. Derefter har vi Ler-grundpuds på alle vægge og lofter og til sidst Ædelpuds påført. 

D: Hvor mange kvadratmeter har I pudset?

H: Næsten 2000 kvadratmeter. Det var meget materiale.

O: Alene tre lastvognstog med grundpuds blev leveret, og det i 1300 meters højde. Det var ret spændende.

D: Hvor mange var I om det?

O: Det lavede vi for det meste tre mand.

D: Vildt, det er en virkelig præstation! Og hvis I nu skulle ansætte nogen, ville I så hellere uddanne en lærling eller tage en udlært murer? Hvad er jeres drømmescenarie?

H: Vi er to mestre og kan til enhver tid uddanne murerlærlinge. Ellers søger vi bare murere eller hjælpere.

D: Hvilke krav stiller I til personen?

O: Det skal bare passe menneskeligt. Det skal jo være et familiært miljø. Man skal jo have det sjovt sammen. Man går jo ikke på arbejde for at få dårligt humør, det skal være sjovt. Det skal bare passe hele vejen rundt, og der skal kunne vokse et team frem. Man tilbringer det meste af tiden sammen. Man ser sin partner mindre end sine kolleger. Så bør det altså passe.

D: I er kendt for jeres perfekte ædelpuds. Det gør I virkelig fremragende. På Instagram er I også meget aktive og deler mange af jeres byggepladser. I tager gode billeder og er kendte der. Hvilken betydning har Instagram for jeres virksomhed?

O: Det er alligevel mest for sjov. Det giver ikke ret meget, vil jeg vurdere.

H: Det er referencerne, der gør en forskel. Godt arbejde, gode referencer.

D: Tror I, at jeres kunder kigger på jeres projekter på Instagram?

H: Både og. Der var en landsbybutik. De havde lært os at kende via Instagram og spurgt, men vi havde desværre ikke tid.

D: Kan I forestille jer, at en potentiel medarbejder støder på jeres Instagram-kanal og så tænker: “Wow, de laver et flot stykke arbejde. Det vil jeg også!” Ville det være en kanal, hvor I kunne reklamere?

O: Det gør vi også, men de tilsagn, vi har fået indtil nu, har altid været deltid, og vi søger en fast fuldtidsmedarbejder. Det ville være ideelt. Vi har nu allerede haft to henvendelser fra små virksomheder, der driver erhverv og gerne vil lære lerpuds at kende og arbejde med nogle timer. Men det er mere noget, vi får mindre ud af, fordi vi så opfostrer vores egen konkurrence.

D: Hm, så forsvinder jeres viden bare.

H: Jeg bryder mig ikke om altid at tænke på konkurrence, men folk, der så arbejder for det halve, ødelægger selvfølgelig priserne. De er så ikke et mesterfirma og gør det for 35 euro. Det har vi ikke råd til.

D: Men I behøver jo slet ikke at frygte konkurrence. I har jo virkelig en unik position takket være den kvalitet, I leverer. Og hvad med at bruge kvaliteten til at tiltrække medarbejdere? Findes der unge mennesker, som simpelthen deler denne perfektionisme? Har I oplevet det? Eller er det folk mere ligegyldigt?

O: Altså, lige nu er det for de unge mere vigtigt, at man har meget fritid og får fri så hurtigt som muligt. Arbejdet er for det meste ligegyldigt, og det gør altså ondt, når man elsker det her arbejde.

D: Hvor fleksible ville I være, hvis nogen kom og sagde: "Hej, jeg vil gerne tage min uddannelse og arbejde hos jer, men jeg vil gerne have fri fredag middag?”

H: Vi arbejder alligevel kun 4,5 dage. Fredag middag har vi altid fri.

O: Ja, 4-dages-uge er fint. Vi kan tale om alt.

D: Og hvor tit sker det, at I er så langt væk? Det er jo også svært for mulige ansøgere, f.eks. med familie. Fem måneder i Schweiz, to uger væk – hvor tit sker den slags?

O: Det er en undtagelse. Altså i den størrelsesorden. Sidste år var vi i Italien, men der grundpudsede vi ikke hele huset, vi grundede kun en eksisterende bygning indvendigt og lagde så ler- og dekorationspuds på. Det blev til 17 arbejdsdage.

D: Nå, men det er da til at klare, og så være i Italien og gå ud og spise frokost.

O: Ja, den tid skal man altid tage sig.

D: Vil I endnu en gang fortælle begejstret om jeres perfekte overflader og tilslutninger? Jeg ved jo, at I forarbejder rigtig meget designpuds og aldrig efterlader brune, men altid farvede flader. Hvad sætter I så stor pris på ved det?

H: At kunderne er tilfredse, og det er de så bare.

O: Når man har strejflys, og man ser ingenting, kun en flade, der glitrer i sollyset. Det er simpelthen vildt smukt. Pudsen reflekterer lyset og farverne i omgivelserne og ser anderledes ud på alle tider af døgnet. Det lysspil i leret er bare fantastisk. Det kan man ikke opnå med nogen maling.

D: I har ikke en maler, som I samarbejder med, fordi der simpelthen ikke bliver malet noget, efter I har været der, vel?

O: Tja, hvis man har en grov overpuds, så bliver den nok hvidtet efter et stykke tid. Hvis man har alt i brunt, så er det snarere for mørkt.

D: Sker det hos jer?

O: Vi har lige nu en byggeplads, hvor de indtil videre lader alle vægge være brune. Der er jo store vinduer.

D: Wow, det siger jeg altid til mine kunder. Det holder de højst to år ud. Har I andet, I gerne vil sige til potentielle medarbejdere? Hvorfor skal man arbejde med ler?

H: Håndværk er i sig selv noget smukt. Når man går hjem om aftenen, kan man simpelthen se, hvad man har udrettet.

O: Og med ler har både hænderne og huden det altid godt. Det er simpelthen super at arbejde med ler.

D: Da jeg besøgte jer dengang, tænkte jeg bagefter bare: Ja, præcis sådan skal man lave lerbyggeri. I passer på jeres kroppe ved at bruge værktøj og hjælpemidler, I laver fede overflader, I er et sejt team, I ved, hvordan man strukturerer hverdagen. Jeg kan anbefale alle at arbejde hos jer!

O: Ja, tak!