Ler er et naturprodukt
Ler behøver ingen kemiske tilsætningsstoffer og er derfor ideel til allergikere og mennesker, der lider af MCS
Ler består af lerpartikler, sand og silt (det er noget i retning af et støvfint sand, hvis korn størrelsesmæssigt ligger i mikrometerområdet). Disse tre komponenter er igen opstået af de mest forskelligartede mineralske bestanddele, som er aflejret i løbet af mange årtusinder, hvorfor ler også kan se så forskelligt ud. Og i denne tilstand er ler, eventuelt magret med sand og gjort smidigt med vand, allerede klar til brug i byggeri. Som væg, loft, fyld eller puds hærder det alene ved tørring, da vand er det eneste nødvendige opløsningsmiddel. Det gør det meget let at forarbejde. Efter tørring er ler igen meget fast og stabilt. (Man finder af og til lerklumper, der er så hårde som sten og ikke kan knuses med hånden; man må bruge en hammer.)
Ved en lerpuds sker der hverken en kemisk afbinding (som f.eks. ved kalk) eller en stoflig omdannelse. Brugen af syntetiske tilsætningsstoffer, der skal forbedre forarbejdeligheden, fremskynde tørringen eller øge slutstyrken, er hverken nødvendig eller hensigtsmæssig. Kemi hører ikke hjemme i lerprodukter.
Inden for lerbyggeri findes der byggematerialer med de mest forskellige organiske eller mineralske tilslag, for eksempel plantefibre for gode isoleringsegenskaber eller som armering. Udelader man disse ved at finde alternativer til armering og isolering og bruger leret i dets rene form, kan det også anvendes uden betænkeligheder af personer, der reagerer allergisk på disse planter.